Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ingen turneringsfodbold på denne side af sommerferien

Først aflyste de al turneringsfodbold før sommerferien, så blev der åbnet en lille dør på klem for måske alligevel at afvikle nogle få spillerunder, men nu har DGI endegyldigt besluttet, at der ikke skal afvikles turneringskampe før til august.

Det betyder, at puljerne er blevet nulstillet, og at der vil blive lavet et helt nyt turneringsprogram, som forventes klar sidst i juni.

Mit bedste bud er, at man vil gå efter en enkeltturnering, hvor alle hold mødes en gang enten ude eller hjemme. I puljer med eksempelvis syv hold vil det give seks kampe og så fremdeles, men det ved vi (forhåbentlig) meget mere om i løbet af et par uger eller tre.

Foreløbig træner vi videre lørdag kl. 13.30 og onsdag kl. 20, nu med den ændring, at vi kan spille på samme bane alle sammen og ikke mindst nyde en øl efter træningen.

Mikael

Mens vi venter…

SÅ er den varslede lempelse af forsamlingsforbuddet trådt i kraft. Vi afventer i skrivende stund fortsat eventuelt reviderede retningslinjer fra DBU og DGI, men helt konkret betyder lempelsen to ting: Dels at der ikke længere gælder et maksimum på 10 spillere pr. bane (faktisk må der nu være op til 50 spillere på en 5-mandsbane!), dels at vi kan samles alle sammen efter træningen. Begge dele under forudsætning af, at vi ikke bliver mere end 50, men det ville i så fald også være historisk.

Ovenstående er gældende fra og med på onsdag.

Mikael

Øl efter træningen? Selvfølgelig da, bare ikke endnu.

Skønt at være i gang igen: 20 mand første gang, 30 mand i lørdags – hvad kan det ikke ende med?

Der er sikkert andre end mig, der var lidt tørre i halsen efter lørdagstræningen, men indtil videre holder vi fast i, at der ikke bliver solgt drikkevarer efter træningen.

Af retningslinjerne fremgår det faktisk, at anlægget skal forlades umiddelbart efter træningen. Her har vi så valgt at være lidt large, men det betyder ikke, at ølkassen bliver hentet frem – endnu.

Det gør den først, når retningslinjerne er blevet ændret, eller forsamlingsforbuddet bliver lempet. Det sidste sker senest 8. juni, hvilket betyder, at vi har max. 2 lørdagstræninger tilbage med de nuværende restriktioner. Mon ikke de fleste kan overskue det?

Vi lever i en speciel tid, selvom vi nu har kurs mod mere normale forhold. Det må vi bede alle om at respektere og bakke op om.

Det er hverken BOB eller BIF, der har fundet på retningslinjerne, som har gjort, at vi igen kan spille fodbold på stort set samme betingelser som tidligere. Vi er bare blevet sat til at administrere dem.

Hvad folk foretager sig, efter de har forladt stadion, blander vi os selvfølgelig ikke i på nogen måde som bestyrelse eller forening.

Mikael

Kø ved håndvasken – endelig i gang igen

Det var ikke kun den tyske bundesliga, der blev genoptaget lørdag eftermiddag, også på Brande Stadions kunstgræsbane blev der spillet organiseret fodbold for første gang i mere end to måneder.

20 mand i alderen 18 til +70 år var udover den nyudnævnte corona-vejleder a.k.a. formanden mødt op til den seneste træningsstart i mands minde, selvom vejret ofte har været bedre, når vi er startet midt i marts.

Efter en gang håndvask ved støvlevasken blev de fremmødte delt i 2 grupper, juniorer og seniorer, som igen blev delt i 2 hold, og så blev der ellers spillet bold på livet løs i en time under skyldig hensyntagen til retningslinjerne fra DBU, som senest blev opdateret i onsdags (vol. 4).

Som afslutning gav BOB en øl, som blev indtaget gruppevis under åben himmel på den terrasse, vi selv var med til at udvide for et par år siden.

På lørdag gør vi det igen med nyvaskede overtræksveste og ditto bolde.

Mikael lund