Det er endelig blevet tid til årets første fodboldtræning. Men hvad er det nu, du skal huske at have med? For alle jer, der ikke har en “mor” til at pakke fodboldtasken, kommer her en femtrins guide, der sikrer, at du ikke glemmer noget:
1. Grav fodboldtasken frem inde bagest fra skabet – håb på at du ikke finder tegn på liv i den.
2. Find fodboldstøvlerne frem fra pladsen på hylden i fyrrummet, hvor du smed dem sidste efterår – hvis det ikke er nogle nymodens plastikstøvler, bliver du også nødt til at finde støvlefedtet frem.
3. Hvis du kan huske, hvor du har smidt benskinnerne, finder du også dem frem – ellers må du finde noget andet brugbart som f.eks. et par pølsebakker.
4. Put det hele i tasken sammen med håndklæde, shampoo, shorts, t-shirt, fodboldstrømper, træningsdragt, skiundetøj samt evt. hue og vanter (handsker, hvis du er målmand).. Pak derefter det hele ud igen, når du kommer i tanke om, at omklædningsrummene i klubhuset ikke må benyttes pga. corona-restriktionerne.
5. Tag dit fodboldtøj på og kør til træning.
Vi ses kl. 13.30.
Alle indlæg af Formand
Ugens (dårlige) vits:
(Kan frit indsendes til “Danmark griner” for at højne standarden marginalt)
– Du Ole, har du hørt, at alle dem, der var til oldboys-træning i mandags fik en corona-bøde på 2500 kr.?
– What??
– Jo, den er go’ nok, politiet kom forbi og opdagede, at de var over 25…
Vind gavekort
Fra mandag d. 1. marts kan vi endelig komme i gang med at spille fodbold igen.
Det fejrer vi med en lille konkurrence for alle medlemmer og sponsorer, og også denne gang er der mulighed for at vinde gavekort til et par af byens butikker, som genåbner samme dag.
Spørgsmålet, der skal besvares denne gang (og som forhåbentlig er lidt lettere end første gang), lyder: Hvor mange gange om ugen tilbyder Brande Old Boys træning i marts?
Er det:
A) 2 gange (mandag og lørdag)
B) 3 gange (mandag, onsdag og lørdag) eller
C) 7 gange om ugen?
Send svaret på en mail til formand@brandeoldboys.dk senest lørdag d. 6. marts, så deltager du i lodtrækningen om gavekort til to af vores trofaste julekalender-sponsorer, et på 200 kr. til Skoland og et på 100 kr. til Stark.
Vinderne vil blive udtrukket og offentliggjort søndag d. 7. marts.
Mere træning – nu også om mandagen
Indtil turneringen går i gang, hvilket den jo gerne skulle gøre planmæssigt efter påske, tilbyder vi helt ekstraordinært – for at komme så godt i gang som muligt – nu også træning om mandagen fra kl. 19.30 og en time frem.
Ansvarlig for mandagstræningen er Brian Dahl Thomsen, og ligesom lørdagstræningen foregår det naturligvis i henhold til de gældende retningslinjer med håndvask inden træning, omklædning hjemmefra o.s.v.
Du kan se den nyeste udgave af DBU’s corona-retningslinjer (vol. 18!), som er gældende fra 1. marts, her:
https://dbu.dk/media/18882/protokol-for-dansk-fodbold-version-18-25-02-21.pdf
Hvis du har den mindste mistanke om, at du kan været smittet med Covid-19, skal du selvfølgelig ikke deltage i træningen, før du har modtaget et negativt testsvar.
Ellers er det vist bare om at få pudset fodboldstøvlerne og klippet tåneglene og så ellers se at komme på græs!