Hampen blev blæst af banen

Der var ikke spillet mange minutter af torsdagens sæsonpremiere i +45-rækken mellem Brande Oldboys og Hampen, før Ole Thisgaard udnyttede en fin stikning fra Sigurd Kristensen til at bringe BOB foran 1-0. Mere blev det dog ikke til før pausen trods både sol og vind i ryggen, en håndfuld hjørnespark og flere store chancer til hjemmeholdet, mens gæsterne fra Hampen kun fik afsluttet en enkelt gang snert forbi Jeppe Karstofts mål. Straks efter sidebyttet kom der til gengæld gang i målscoringen. Sigurd Kristensen gjorde det til 2-0 efter et par skarpe træk, Ole Thisgaard øgede til 3-0 på endnu en friløber, og Kim Kristensen stod for kampens detalje, da han fra kanten af feltet sparkede målet til 4-0 ind i målhjørnet via indersiden af stolpen. Da var der spillet 5 minutter af 2. halvleg, og 5 minutter senere puffede debuterende Paw Kristensen bolden ind bag Hampen-keeperen til 5-0. Gæsterne opgav ikke af den grund, og 5 minutter senere fik de reduceret til 1-5 med et fint skud fra kanten af feltet efter en dårlig BOB-clearing. Derved blev det; tættest på yderligere scoring var Torben Mechlenburg, der måtte se sit langskud prelle af på den ene opstander.
Kampens spiller blev forsvarsstyrmand Steffen Eriksen skarpt forfulgt af Kim Kristensen og den dobbelte målskytte Ole Thisgaard.