Tabte til topholdet

Efter 3 sejre i træk over de 3 lavest placerede hold havde Brande Oldboys’ veteraner +45 torsdag aften chancen for at spille sig ind i topstriden for alvor i udekampen mod det ubesejrede tophold Hammerum. Fra start blev bolden spillet godt rundt som aftalt, men mod slutningen af 1. halvleg måtte Kenn Pedersen i målet diske op med et par gode redninger, da værterne begyndte at blive nærgående.

Få minutter ind i 2. halvleg fik Kenneth Raahauge en perfekt bold i dybden fra Ole Radoor. Han fik den vippet over Hammerum-keeperen, men desværre også en meters penge udenom målet. Efter 5 minutters spil headede Hammerum sig så foran, men Brande kæmpede flot videre over hele linjen og fik gradvist flyttet spillet længere frem på banen. Den helt store chance kom dog aldrig, og i stedet var hjemmeholdet i slutfasen et par gange tæt på at slå kontra. Facit blev dog en ganske fortjent sejr på 1-0 til Hammerum.