Det hører til sjældenhederne, at begge hold kan gå fra banen som vindere efter en fodboldkamp, men præcis sådan endte sæsonens sidste kamp i +60-rækken.

Rækkens agterlanterne, Herning Fremad, havde lige nøjagtig fået samlet syv mand til sæsonens sidste opgave, udekampen mod BOB, som allerede før kampen var sikre på at slutte som nr. 1.
Det var da også hjemmeholdet, der satte sig på opgøret fra start, og bolden blev spillet tålmodigt rundt, indtil der opstod en åbning i gæsternes defensiv. Først efter et lille kvarter fik værterne udbytte af overtaget: Kim Tranholm sendte en hård, flad bold på tværs mod bageste stolpe, hvor Benny Vilsborg dirigerede den det sidste stykke over stregen.
1-0 blev også resultatet af 1. halvleg, selvom der var chancer til både 2 og 3 BOB-mål mere, men Fremad-keeperen leverede en flot kamp mellem stængerne.
Sidebyttet ændrede ikke ret meget, men som 2. halvleg skred frem, blev hjemmeholdets pasninger stille og roligt mere upræcise, og selvom holdet stadig kom frem til chancer, ville bolden ikke i kassen.
I stedet lykkedes det Herning-mandskabet at udligne med små 10 minutter igen, og i kampens sidste minut gik det helt galt for BOB, da Herning – stik imod spil og ikke mindst chancer – gjorde det til 1-2 på deres anden afslutning indenfor målrammen.
Med den overraskende sejr overlod herningenserne jumbopladsen til Sunds, mens BOB måtte “nøjes” med at juble over, at det endelig lykkedes at vippe ellers så suveræne Hammerum af pinden og sikre sig førstepladsen – ikke mindst takket være en stabil og koncentreret indsats i sæsonens forudgående 19 kampe.