Alle indlæg af Mikael Lund

To gyldne minutter var ikke nok

Begge hold var på jagt efter sæsonens første point, da BOB og Snejbjerg mandag aften tørnede sammen i +50-rækken.

De orangeklædte gæster formåede at trække tempoet ud af kampen ved klogt at spille bolden rundt, så de første 20 minutter bød ikke på de helt store chancer til nogen af holdene. Herefter var det som om, Snejbjerg fandt vejen gennem BOB-forsvaret, og efter et par afbrændere bragte de sig i front i det 23. minut efter en hurtig omstilling.

Blot to minutter senere udlignede indskiftede Kai Varisbøl, da han sparkede bolden i kassen ved roden af den ene opstander, og minuttet senere blev det 2-1 til værterne, da Finn Jensen fandt Martin “Herbie” Mortensen med en perfekt aflevering.

Hjemmeholdets glæde varede imidlertid kun indtil der var spillet 2 minutter af 2. halvleg – så var der udlignet. Jens Ole Pedersen fik ellers afværget ikke bare et, men to Snejbjerg-forsøg, inden han i tredje omgang måtte kapitulere.

Udover et par frisparksforsøg, som henholdsvis blev sendt et godt stykke over tværribben og lige på Snejbjerg-keeperen, fik BOB ikke spillet sig frem til alverden efter pausen, så det var ikke decideret ufortjent, at gæsterne kunne bringe sig i front små 10 minutter før tid på lidt af et kludemål. Jens Ole Pedersen kastede sig til den ene side, hvor han liggende kunne se bolden lige akkurat trille over stregen ved den modsatte stolpe til 2-3.

Til stor skuffelse for hjemmeholdet blev det også kampens resultat, og med et skud på stolpen 5 minutter før tid var Snejbjerg faktisk tættere på at øge til 4-2, end værterne var på en udligning.

Dermed frister BOB nu en uvant tilværelse som nr. 6 og sidst, inden det næste mandag gælder endnu en hjemmekamp, denne gang mod Bording.

Kampens spiller blev Torben Kj. Jakobsen.

Sløjt udlæg

En lille uges tid før økokøerne sendes på græs, skete det samme for oldboys-spillerne fra BOB og Herning Fr., som mandag d. 7. april tørnede sammen i sæsonpremieren i +50-rækken på Brande Stadion.

Hjemmeholdet lagde fornuftigt fra land og fik sig spillet frem til et par halve chancer efter bolderobringer i egen forsvarszone, men rigtig farligt blev det ikke.

Det gjorde det til gengæld i det 13. minut, da ingen af de 3 omkringstående forsvarsspillere gik til en Fremad-spiller, som takkede for tilbuddet og tørt sparkede gæsterne i front.

Scoringen udløste en tredobbelt udskiftning hos værterne, og blot et minut senere faldt udligningen, da netop indskiftede Bjarne Thisgaard trykkede af langt udefra. Hans flade skud kilede sig ind ved roden af den ene opstander uden chance for Fremad-keeperen.

Stillingen holdt kun i fem minuter, hvor en Fremad-spiller tæt under mål var hurtigst over riposten på Jens Ole Pedersens halvklaring, og så stod det 1-2, som også blev halvlegsresultatet.

2. halvleg var ikke mange minutter gammel, før Herning-mandskabet bragte sig yderligere foran. Inden Nicolaj Eg og Henrik “Skytte” Morten var færdige med at slå plat og krone om, hvem der skulle sparke bolden væk, klappede en Fremad-spiller til læderet, som strøg i mål via den fjerneste opstander uden chance for Jens Ole Pedersen i BOB-målet.

Hjemmeholdet bøvlede med at få kombinationerne til at hænge sammen, men det var heller ikke ligefrem nogen hjælp, at holdets midtbanegeneral og anfører, Michael Laursen, allerede måtte udgå inden pausen med en skade.

Først 10 minutter før tid kom BOB frem til en regulær målchance, da BjarneThisgaards knivskarpe aflevering nåede frem til Martin “Herbie” Mortensen, men han fik ikke ordentligt træf på bolden, som røg et stykke forbi mål. Både før og efter denne situation ramte gæsterne træværket, og de var i det hele taget tættere på 4-1, end værterne var på en reducering.

Eneste trøst for BOB er, at de nu har tre uger til at forberede sig til den næste kamp, hjemmekampen mod Snejbjerg.

På nabobanen gik det til gengæld noget bedre for BOB, hvor +60-holdet havde besøg af de seneste år vindere af rækken, Hammerum. Sigurd Kristensen blev matchvinder, da han omsatte et straffespark til kampens eneste scoring, mens Ken “McKenzie” Petersen kunne notere et clean sheet i sæsonpremieren.