Alle indlæg af OldGirls

Sejr i sæson debut blev fulgt op med endnu en sejr til Old Girls

Tirsdag den 24. april ude mod Sunds

Allerede efter 5 min. spil kom Brande foran 1-0 på et flot mål af Jane Ryberg. Allerede her kunne man konstatere at det var Brande der sad på spillet.

Lotte Skærlund Pedersen havde igennem hele 1. halvleg mange gode ryk op ad kanten men efterfølgende indlæg og afslutninger.

Midtvejs i 1. halvleg spillede Jane Ryberg Gitte Holt fri i dybden men afslutningen endte desværre på stolpen.

Kort efter var Jane Ryberg igen tæt på efter lidt klump spil, men en Sunds spiller fik reddet den i sidste sekund.

Herefter var det igen Gitte Holts tur. Et indlæg fra Lotte Skærlund Pedersen blev helflugtet af sted, men målkvinden stod hvor hun skulle og snuppede forsøget.

Der kom enkelte angreb fra Sunds men Brandes forsvar bestående af Elsebeth Østergaard, Dorthe Eriksen og Lotte Skærlund Pedersen fik ryddet op så Sunds ikke kom til nogen store chancer.

Det var et helt andet Sunds hold der kom ud til 2. halvleg med meget mere gejst og fik mere spil. Men Brandes fine spil fortsatte heldigvis også og de mange chancer gav pote efter ca. 15 min. i 2. halvleg hvor Jane Ryberg igen var på pletten og øgede til 2-0.

I 2. halvleg foregik meget af opspillet i venstre side ved Elsebeth Nygaard som ligesom Lotte Skærlund Pedersen i 1. halvleg fik hun sendt mange bolde ind foran kassen desværre uden mål.

Til sidst i kampen fik Sunds et par store chancer. Først forsøgte en Sunds spiller at lave tunnel på Pia Søndergaard i målet men hun fik flot pareret.

Næste chance var en Sunds spiller ved at liste sig imellem Pia Søndergaard i målet og Gitte Holt men sammen fik de afværget hvad der var ved at udvikle sig til en stor chance. Sunds havde også et hovedstød på stolpen men heldigvis blev det ved ligeved og kampen sluttede 2-0 til Brande.

Kampens spiller Jane Ryberg. Holdet bestod desuden af Pia Søndergaard, Lotte Skærlund Pedersen, Dorthe Eriksen, Elsebeth Østergaard, Elsebeth Nygaard, Trine Gasbjerg, Ulla Laursen og Gitte Holt.

Sejr til old girls i sæson debut

Tirsdag den 17. april hjemme mod Kollund Lind GF

Sæsonen blev skudt i gang med en 1-0 sejr over Kollund Lind GF.

Brande var på stikkerne fra start og allerede efter et par minutter er den første store chance der til Pia Holt Kjærgaard. Hun bliver spillet fri af Line Kaasbjerg. Pia får prikket bolden forbi målkvinden men desværre også lige forbi målet.

1. halvleg var præget af mange chancer til Brande. Lena Jensen havde flere gode chancer ude fra, ligesom Malene Søgaard og Helle Iversen havde et par skud lige på målkvinden.

Men lidt spænding skulle der med i 1. halvleg syntes Line Kaasbjerg, som sendte en bold på egen stolpe.

2. halvleg begynder som 1. halvleg – men en stor chance til Pia Holt Kjærgaard. På et udspark fra Gitte Holt, blev Pia Holt Kjærgaard pludselig helt fri foran målkvinden, men fik desværre overplaceret sin afslutning.

Herefter er der igen et par gode forsøg ude fra af Lena Jensen. Mette Jørgensen og Trine Gasbjerg forsøgte sig også desværre ikke med bedre held.

Så var det igen Kollund Linds tur til at blive lidt nærgående eller rettere Line Kaasbjerg der igen sender bolden på stolpen. Heldigvis var heldet også med Brande her.

Endelig efter 15 minutters spil i 2. halvleg kom forløsningen. Lena Jensen går i dybden i højre side og sender bolden lidt tilbage til Pia Holt Kjærgaard, som finder en helt fri Malene Søgaard inde foran målet. Hun udplacerer Kollund Linds målkvinde til kampens resultat 1-0.

Alt i alt en rigtig god kamp med mange chancer som tegner godt for de næste kampe.

Det var sæsonens første kamp som gav debut til Lena Jensen, Line Kaasbjerg, Frøns Arvad og Trine Gasbjerg. Endvidere var Helle Iversen tilbage efter et par års pause. Holdet bestod desuden af Malene Søgaard, Pia Holt Kjærgaard, Mette Jørgensen, Gitte Holt og holdledere Pia Søndergaard og Dorthe Eriksen. Kampens spiller blev Trine Gasbjerg der ryddede op i forsvaret og ikke levnede Kollund Lind spillerne mange chancer.

Svingende indsats af old girls ude mod Sdr. Felding

Tirsdag den 30. august ude mod Sdr. Felding. 

Holdet var spændt på hvad Sdr. Felding kom med denne gang idet de sidste 2 kampe havde været vidt forskellige. Først et stort nederlag for at vinde overlegent sidste gang.

Brande gav debut til Sanne Thinggaard i målet, og hun blev sat på prøve med det samme. Sdr. Felding sender et langskud afsted, som Sanne tager sig sikkert af. Kort efter får Gitte Holt taklet sig til bolden og snyder herefter et par spillere for derefter at score sikkert til 1-0 til Brande. Næste chance tilfaldt Ulla Laursen, som sendte bolden lige over målet. 

Herefter er det Sdr. Felding der har et par store chancer. Først en friløber, som Malene Søgaard får taklet til indkast. Efter 15 minutter er det igen en friløber og igen er det Malene Søgaard som får sparket bolden væk. Uforståeligt dømmer dommeren frispark, men heldigvis får muren ekspederet bolden væk.

Så er det igen Brandes tur. Nadia Hamadi afdribler en spiller og sender bolden mod mål – som aftalt fladt i målet, men målkvinden når ned i sidste øjeblik. Lige inden pausen er det Elsebeth Nygaard der har en friløber, men stor redning igen i Sdr. Felding målet.

I pausen blev der talt om at forsætte med at spille sammen men at det også var ok at udfordre selv. Dog kom Brande ikke ret godt fra start i 2. halvleg og Sdr. Felding får udlignet til 1-1 efter hjørne.

Men Brande forsætter ufortrødent og kort efter har Mette Jørgensen en stor chance efter at have spillet ping pong med Gitte Holt, men bolden blev sendt lige over målet. Kort efter er det Gitte Holt der har et skud mod mål. Bolden rammer begge stolper inden den ender i målet til 2-1 føring.

Føringen varer dog ikke længe og Sdr. Felding udligner endnu engang efter at have spillet ping pong foran Brandes mål. Men Brande er ikke færdig og igen er det Gitte Holt der er på spil. Hun afdribler en forsvarer og scorer til 3-2.

Endnu engang lykkedes det Sdr. Felding at få udlignet til 3-3, men igen var Brande ikke færdige og igen igen var det Gitte Holt som sender en hård bold mod mål, som Sdr. Feldings målkvinde ikke kan holde og endnu en føring på 4-3.

Kampen igennem havde Brande mange store chancer som burde have være udnyttet, men trods dette skal holdet roses for den store løbevillighed og Sanne Thinggaard fik en rigtig fin debut i målet.

Kampens spiller blev Gitte Holt. Holdet bestod desuden af Sanne Thinggaard, Mette Jørgensen, Lene Bendixen, Nadia Hamadi, Ulla Laursen, Elsebeth Nygaard og Malene Søgaard.

Old girls kom på hårdt arbejde mod et godt spillede Herning hold

Tirsdag den 23. august hjemme mod Herning IK

Herning mødte op i noget der ligner stærkeste opstilling, så vi var klar over at der skulle kæmpes for det i dag. Alligevel lykkedes det Herning at score til 1-0 efter ganske få minutter efter flot samspil uden om Brande damerne. Og kort efter var den gal igen, men denne gang lykkedes det Pia Søgaard i målet at få ram på bolden og sendte den på overliggeren. Det stoppede dog ikke Herning som øgede til 2-0 øjeblikket efter.

Brande havde dog også et par chancer ved Elsebeth Nygaard, hvoraf den ene blev sendt sikkert i mål til 2-1 efter flot opspil. Men det var dog Herning der kom bedst til pausen idet det igen lykkedes dem at score til pausestilling 3-1.

I pausen blev Brande enig i at forsætte med at spille sammen og ikke at lade dem spille rundt om os. Dette blev fuldt til punkt og prikke og trods et par nærgående chancer, så lykkedes det ikke Herning at score yderligere.

På Brandes hold blev Elsebeth Nygaard dagens bedste spiller . Holdet bestod desuden af Pia Søgaard, Dorthe Eriksen, Sanne Thinggaard, Lene Bendixen, Annette Jørgensen, Nadia Hamadi og Gitte Holt.