Kategoriarkiv: Super Veteran +50

50

Superveteraner delte med Ikast FS

Mandag aften mødte BOB Superveteraner +50 Ikast FS – det blev en “livlig” affære hvor BOB havde langt de fleste chancer men hvor Ikast FS “igen” fristes man til at sige, var bedst til at udnytte de chancer de fik. Ikast kom foran 0-1 i midten af første halvleg hvor et indlæg “svævede” over forsvar og målmand til en udækket IFS spiller der flot dirigerede bolden i mål med hovedet. I starten af anden halvleg har Steffen Eriksen en afslutning som målmanden redder men Lars Heide udligner på riposten, herefter har BOB mange store chancer ved både Max Schaumann & Steffen Eriksen, men IFS målmanden redder alt på stregen – og så kommer IFS foran 2-1 på en tilfældig chance, og da BOBs målmand Kenn Pedersen med 5 minutter tilbage fik gult kort for at tage bolden med hænderne uden for feltet, så det lidt svært ud – men selv med en spiller i undertal lykkedes det at tilspille sig flere gode chancer og i sidste minut fik Åge Kristensen i liggende position “skovlet” bolden ind bag IFS målmanden til et fortjent point. Fidusen gik til Ove P. som spillede en rigtig god kamp. Næste mandag gælder det Herning Fremad i Herning.

 

Superveteraner vinder stort over Spjald IF

BOB Superveteraner vandt med hele 8-3 i udekampem mod Spjald, til pausen var BOB foran med 3-2, på 2 mål af Åge Kristensen og en af Max Schaumann. Anden halvleg var ikke mange minutter gammel inden Kent Post øgede til 4-2 og så gik det stærkt, 2 mål af Steffen Eriksen og et af Ib Møller, inden Max Schaumann scorede igen til slutresultat 8-3. En flot kamp af alle, som lover godt før kampen mod Ikast på næste mandag på hjemmebane.

Superveteranerne taber hjemme til Herning KFUM

Brande Old Boys superveteraner tabte mandag aften hjemme i en lige kamp til Herning KFUM som havde marginalerne og heldet på deres side denne aften, Herning startede kampen bedst og midt i første halvleg kom de helt fortjent foran med 1-0 efter et flot angreb hvor BOB’s forsvar var noget “rundbarberet”!  Herefter overtog BOB spillet og der var flere store chancer til både Steffen Eriksen og Max Schaumann – men fantastisk spil i KFUM målet hindrede udligning. Kort ind i anden halvleg fik BOB et frispark lige uden for feltet, som den “debuterende” venste back Ove Pedersen “kanonerede” i nette helt uden chance for Hernings målmand. Bob havde herefter mange gode chancer for at vinde kampen og selv om Hernings målmand med 10 minutter tilbage af kampen blev skadet,       lykkedes det ikke for BOB at score – og som det så mange gange går, så scorede Herning i de sidste minutter på et lidt tilfældigt mål som Lars Heide i målet troede var “langt forbi” men det var den ikke – så 1-2 til Herning KFUM, et dumt nederlag – og der var meget lidt ros fra holdlederne 🙁  – BOB havde sine bedste i målscorer Ove P. og Brandmand Schaumann. Næste gang er det Spjald på udebane, så mon ikke der skal 3 point ind på “kontoen” igen der..

Superveteraner vandt over H.I.K.

Efter sidste mandags hjemmebane nederlag havde Superveteranerne noget der skulle revancheres, det gik ud over H.I.K. som blev besejret med 4-2. BOB havde debut i målet til Lars Heide som har overtaget efter at Klavs Christiansen er “rykket” op på +55 holdet.  Det blev et flot debut til Lars som blev enstemnigt genvalgt! BOB kom foran ved Max Schaumann og senere i første halvleg øgede Jørgen Laursen til 2-0. I anden halvleg øgede Torben Mechlenburg og Jens TUT til 4-0 – inden det til sidst lykkedes H.I.K. at score to lette trøstemål. Peter Munkholm, Max Schaumann og Lars Heide delte fidus stemmerne ligelig mellem sig.. Superveteranerne møder mandag den 23 april Herning KFUM på Hjemmebane.