Alle indlæg af Formand

Op på hesten igen

Efter dukkerten i Vildbjerg kom Brande Old Boys’ +50-herrer mandag tilbage på sporet i hjemmekampen mod Herning Fremad.

Blot 3 minutter var der spillet, da Michael Laursen førte bolden frem, og da ingen gik til ham, trykkede han af udenfor feltet og bragte med et velplaceret skud hjemmeholdet i front.

Målet vækkede tilsyneladende Herning-mandskabet, og de overtog gradvist mere og mere af spillet, men i BOB-målet havde Ken McKenzie fundet storspillet frem, så tættere på en udligning end et skud på overliggeren i halvlegens næstsidste minut kom gæsterne ikke.

Fem minutter ind i 2. halvleg bankede Henrik Mortensen så i stedet BOB på 2-0, og efter at have overlevet en undertalsperiode efter et tyndt gult kort til Kim Tranholm, øgede Thomas Svensson til 3-0 midt i halvlegen. Begge gange stod Michael Laursen for forarbejdet, og han blev da også efterfølgende fuldt fortjent udpeget som kampens spiller.

To minutter senere lykkedes det endelig for Fremad-spillerne at passere McKenzie, men da det kort efter var deres tur til at indkassere et gult kort, var deres skæbne beseglet. 10 minutter før tid omsatte Kim Tranholm Thomas Svenssons forarbejde til 4-1, og i kampens sidste minut slog Bjarne Thisgaard sejren fast efter bandespil med Brian Dahl Thomsen.

Med de tre point er BOB sikre på at slutte forårssæsonen på tredjepladsen uanset udfaldet af næste mandags kamp i Tjørring.

Regionsmestre uden kamp

Søndag skulle BOB i samarbejde med BIF være vært for DBU Jyllands regionsfinaler i kvindernes C1- og C2-række, men finalen i C1-rækken mellem BOB og Ørslevkloster er desværre aflyst.

DBU Jylland har oplyst, at Ørslevkloster har meldt afbud, og dermed er seniordamerne regionsmestre uden kamp i deres første sæson i DBU-regi.

Også i C2-rækken er der indløbet afbud, men her gennemføres finalestævnet, bare i en beskåret udgave som en puljeturnering, hvor alle hold møder alle,

Blandt deltagerne er BIF’s seniordamer, som sikrede sig puljesejren med en hjemmesejr på 5-1 over Karstoft onsdag aften.

Søndag lægger de ud imod Vemb kl. 11.30, og kl. 12.20 skal de spille imod Ålestrup. Kl. 13.35 er modstanderne Karstoft, og kl. 14.50 slutter de af mod Sydmors. Regionsmestre er det hold, der får skrabet flest point sammen.

Nederlag trods drømmestart

Brande Old Boys’ +50-hold fik en perfekt start på mandagens udekamp i Vildbjerg.

I opgørets 2. minut viste Henrik Mortensen stort overblik, da han fra baglinjen sendte bolden skråt bagud til Nicolaj Eg, som fra kanten af feltet plantede læderet i bundgarnet. Kort efter fik Ken McKenzie fingerspidserne på en Vildbjerg-afslutning, som derefter ramte stolpen.

I det 5. minut blev det 2-0 til gæsterne, og igen var Henrik Mortensen i oplæggerens rolle. Denne gang fandt han Ole Thisgaard, som tæt under mål helflugtede kuglen i kassen – et virkelig flot mål.

Endnu engang blev det bevist, at 2-0 er en farlig føring: efter 10 minutter slog Vildbjerg kontra og reducerede, og efter 22 minutter havde hjemmeholdet bragt sig i spidsen med 3-2.

Fem minutter ind i 2. halvleg udlignede Henrik Mortensen så til 3-3 med et drøn udefra, men igen kom Vildbjerg foran, da et afrettet skud snød Ken Petersen i BOB-målet. Igen fik gæsterne udlignet, da Nicolaj Eg midt i halvlegen skubbede en maskeret frisparksafslutning fra Sigurd Kristensen det sidste stykke over stregen, men 7 minutter før tid var heldet atter med Vildbjerg, da endnu et afrettet skud sneg sig ind ved den ene målstolpe.

Det lykkedes ikke for gæsterne at få udlignet en tredje gang, så målfesten sluttede 5-4 til Vildbjerg.

På nabobanen hentede +60-holdet sæsonens femte sejr af 8 mulige, og i modsætning til klubkammeraterne var de i stand til at fastholde en 2-0-føring. Peter Gasbjerg stod for 1. halvlegs enlige scoring, og kort ind i 2. halvleg slog Jens Studsgaard sejren fast, da han blev spillet fri tæt under mål af Åge Kristensen.

I den modsatte ende kunne Ole Radoor notere sig for sit andet ”clean sheet” i træk, og han har dermed fået en noget nær perfekt start på sin nye karriere som målmand.

Regionsfinaler afholdes på Brande Stadion søndag d. 19/6

Det er efterhånden snart ved at være 3 år siden, der sidst blev afhold Landsmesterskaber i Brande, men søndag d. 19. juni skal der igen spilles om hæder og titler på Brande Stadion.

Her er BOB i samarbejde med Brande IF blevet udvalgt til at afholde regionsfinalerne i kvindernes C1- og C2-rækker i DBU Jyllands Region 2.

Vi bød ind på arrangementet i håb om, at vores seniordamer ville kvalificere sig til finalen, og det lykkedes lige præcis med tirsdagens sejr på 2-1 over Ikast FC.

Modstanderne i finalen, som fløjtes i gang kl. 11.00, bliver Ørslevkloster.

Også i C2-rækken er der mulighed for hjemmebanefordel: Brande IF’s kvinder fører forud for forårssæsonens sidste kamp deres række. Holdet har tre point ned til Karstoft, som er modstanderne i sidste spillerunde, der afvikles på onsdag.

Et enkelt point er nok til at sikre puljesejren og kvalifikation til finalestævnet for BIF-kvinderne, mens Karstoft kan sikre sig første- og finalepladsen med en sejr.

Holdenes to første indbyrdes møder, som begge er blevet spillet i Karstoft, er endt med en 1-0-sejr til hvert hold, så der er udsigt til endnu en jævnbyrdig kamp på onsdag. Lokalopgøret, som spilles på Brande Stadion, starter kl. 19.00.

Kom og bak vores dygtige piger op – både onsdag og søndag!