Alle indlæg af OLDBOYS40

40+ sejr i svær hjemmekamp imod Lind

Lind lagde torsdag aften vejen forbi Brande Stadion med et stærkt forynget 40+ hold. Det skulle vise sig at blive en meget svær opgave for BOB holdet som også skulle spilles med en dommer som absolut ville være i centrum.

Brande satte sig fra starten på kampen og specielt Allan Ejstrup skulle vise sig at være noget af en mundfuld for en temmelig rundforvirret venstre back fra Lind. Gang på gang løb og driblede Ejstrup forbi backen dog uden at blive rigtig farlig, da han oftest valgte at sparke bolden over på heden…..

Lind havde en svaghed overfor dybdeboldene og det gav nogle gevaldige store chancer. Den første store chance kom efter 16 min hvor Eg fik bolden i dybden og desværre brændte Eg friløberen. Desværre viste det vejen for Dennis Lundstrøm da han fik nøjagtig den samme chance, men igen tog Linds målmand fra og stillingen forblev 0-0.

Heldigvis for Brande havde Lunde nu fået færten af Linds mål og efter 27 min spillede han 1-2 med Eg og sluttelig smadrede han bolden op i hjørnet. Helt sikkert et flot mål som nok gav 10 kr fra farmand Lunde.

Anden halvleg fortsatte som første med Brande som de mest toneangivende. Dette blev dog forstyrret af en dommer som valgte at bruge denne kamp på at gøre opmærksom på sig selv. En Lind angriber valgte at træde Kim Nielsen i brystkassen hvorefter et par Brande spillere skubbede Lind spilleren væk, dette takserede dommeren til Lind straffe og 2 udvisninger til Brande! Lind scorede på straffe og udlignede dermed til 1-1.

Minuttet efter fik Lind endnu et straffespark og dommeren valgte igen at straffe Brande med et gult kort og dermed 10 min udvisning. Det betød at Brande nu var 3 mand nede….. heldigvis sparkede Lind spilleren bolden over på Den Gyldne Middelvej og stillingen forblev 1-1.

Selv om Brande var 3 mand nede valgte Lind at parkere bussen foran deres eget felt og Brande fortsatte med at være på bolden hele tiden. Det var selvfølgelig meget svært at tilkæmpe sig de store muligheder….

Brande blev fuldtallige med små 5 min tilbage og valgte at gå all in for at se om ikke sejren kunne komme i hus. Med 3 min igen tog Tyr bolden og driblede forbi 2-3 Lind spillere for derefter at sparke bolden op i krogen, endda med venstre poten… et klasse mål af Tyr.

Om det var det der vækkede den gamle mål rotte vides ikke, men Eg ville også være med. Med 1 min igen fik han bolden på kanten af feltet og driblede lidt imod midten og køligt udplacerede han Lind keeperen og cementerede dermed Brandes sejr.

Kampens spillere blev delt imellem Tyr og anfører Summe som kæmpede hele vejen igennem.

40+ taber til Ikast

Torsdag bød på nabo opgøret i 40+ rækken hvor Ikast kom forbi Brande. Brande ligger klart bedst i tabellen men det var dog ikke til at se i aftenens kamp.

Ikast havde til dagen “opfundet” et stærkt hold og kampen var kun 2 minutter gammel da Ikast bragte sig foran 0-1. Ikast’ stærke mexicaner Rodrigo lobbede fra lang afstand bolden henover Brandes stærke keeper Lars Poulsen. Rodrigo skulle vise sig at være hård ved Brande denne aften.

Resten af første halvleg var en lige affære hvor Brande kun havde sporadiske forsøg og heldigvis kom Ikast heller ikke frem til noget særligt. Stillingen ved halvleg var 0-1.

Anden halvleg startede som første. Rodrigo kunne score endnu et mål og dermed bringe Ikast foran 0-2.

10 min inde i anden halvleg kom Brandes foreløbige største chance. Dennis Lunde tog bolden med ind fra højre side og afsluttede fladt. Målmanden halvklarede og Eg var over riposten som han skød op af i målet men på mirakuløs vis reddede Ikast målmanden og dermed forblev stillingen 0-2.

15 min ind i anden halvleg skulled et endelig lykkedes for Brande at score. Vi fik et frispark på kanten af feltet og Dennis Lunde valgte at skyde direkte og scorede et flot mål. Desværre varede spændingen kun 2 min for Rodrigo scorede igen efter et flot gennemspillet angreb. Så var Brande igen bagud med 2 mål, 1-3.

Brandes forsvarskrumtap Michael Tyr kunne med 4 min igen bringe spændingen tilbage i opgøret for med et flot langskud kunne han reducere til 2-3.

Derefter smed Brande alt frem for at sikre et uafgjort resultat. Desværre ville Ikast det anderledes og med 1 min igen kunne de afgøre kampen med en scoring til kampens resultat 2-4.

Brande bevarer førstepladsen i rækken og det er stadig kun Herning der kan fravriste Brande 1. pladsen.

Dagens spiller blev ret suverænt Michael Tyr.

40+ topkamp i Herning Fremad

På en varm og solrig september aften spillede 40+ topkamp  i Herning

Brande førte inden kampen med 3 point over Herning, så det var 2 mandskaber der var tændt fra start af.

Brande kom bedst fra start med 2 hurtige mål inden for kampens første 10 min.

Først tordnede Dennis “Lunde” bolden ind til 1-0 på et fremragende langskud med venstre poten.

Allan Kjærgaard fulgte op med 2-0 scoringen. Allan så målmanden var langt ude, så loppede han den flot henover en fortvivlet målmand.

Herning var ikke uden chancer, de kom også frem til et par nærgående forsøg i 1. halvleg men dem valgte målmand Lars Poulsen heldigvis at tage sig af.

I 2. halvleg lagde Herning et godt pres på Brande, men holdet afviste det ene angreb efter det andet. Fremragende indsats af hele holdet….

I kampens sidste minut afgjorde Skytte kampen, da han fik skovlet bolden ind til 3-0.

En intens topkamp var ovre. 40+ løb med sejren og fører nu rækken med 6 point

Kampens spiller blev Casper “the machine” Thestrup.

Svær kamp for 40+ imod Lind

Torsdag aften lykkedes det for Brande Old Boys 40+ at spille imod Lind i Brande for første gang i flere år. Desværre skulle tingene ikke gå så nemt alligevel da dommeren desværre meldte afbud i sidste øjeblik. Heldigvis var der en anden dommer på stadion og han indvilligede i at dømme kampen så det var fedt.

Kampen startede knap så godt for Brande da der kun var spillet 6 minutter før Lind bragte sig foran. Reserve keeper Søren Laursen lecverede en god redning men desværre røg riposten lige ud til en Lind spiller som nemt kunne bringe Lind foran 0-1.

Brande forsøgte at svare igen hurtigt. Desværre for Anders bomber Videsen ramte hans forsøg med højrebent stolpen så stillingen forblev 0-1.

Efter 17 min viste Michael Laursen hvordan det skulle gøres. Han fik bolden på kanten af feltet, lidt ude i siden, og smadrede bolden op i modsatte krog. Mega flot scoring og stillingen er 1-1.

Men ak ak desværre for Brande ville Lind føre til halvleg og det lykkedes de med da de efter 23 min kunne score til 1-2.

Halvlegen blev brugt til nogle geniale omjusteringer fra holdledernes side og det var et forvandlet Brande hold der gik på banen….

Efter 10 min i anden halvleg fik Medin den største chance han nogensinde har fået. 1,5 meter fra målet formåede han at få skovlen skudt op i himlen… Heldigvis tog det fart fra dette minut, til Brandes fordel.

Anden halvleg bød også på indskiftning af 50+ topscoreren Bjarne fætter Thisgaard og han skulle bevise sit værd. Efter 12 min af anden halvleg lavede han næsten en tro kopi af Michaels mål fra første halvleg, denne gang blot fra den anden side…. 2-2 målet var en realitet.

De næste par minutter bød på nogle gode forsøg fra Anders bomber men desværre så bød Lind målmanden ind med nogle gode redninger. Dette gjald også da det nye stjerneskud Thomas Kyoung smadrede til bolden fra distancen. Bolden sad helt nede ved roden af stolpen men målmanden reddede på mirakuløs vis.

De sidste 10 minutter af kampen bød på ikke mindre end 3 Brande scoringer. Det første kom fra anfører Summe. Allan Kjærgaard lagde en fremragende lang aflevering lige i brystet på Summe som køligt udplacerede Lind målmanden.

Fætter Thisgaard var ikke færdig endnu og 5 min før tid headede han Brande foran 4-2. Det synes Eg åbenbart var et flot mål for blot 2 min efter lavede han en tro kopi af målet og kunne dermed cementere Brandes sejr som kom til at lyde på 5-2.

Stor ros til alle som, trods en svær første halvleg, fortsatte med at kæmpe. Dagens spiller blev ret suverænt Allan Kjærgaard.