Alle indlæg af Formand

Sløj afslutning

På grund af manglende lysbanekapacitet på Brande Stadion måtte mandagens kamp i +50-rækken mellem Brande Old Boys og Herning Fremad flyttes til kunstgræsbanen i Herning, men flytningen så ikke ud til at genere Brande-mandskabet, som dominerede 1. halvleg totalt. Blot en enkelt Herning-afslutning indenfor målrammen blev det til, og den parerede Bjarne Thisgaard i BOB-målet iskoldt.

I den anden ende fik gæsterne god plads på flankerne, men indlæggene savnede som oftest præcision og kvalitet. Alligevel kom BOB frem til 4-5 halvstore chancer, men gang på gang blev afslutningerne sendt over mål. Dog ikke i det 17. minut, hvor Mikael Lund fra en position et par meter udenfor feltet fyrede et projektil af et vristspark af direkte op i det ene målhjørne. Bum!

Tættest på at gøre det til 0-2 var Thomas Svensson, men meget symptomatisk tog hans skud oversiden af overliggeren. Derfor måtte BOB nøjes med en lidt for lille 1-0-føring ved pausen, som blev benyttet til en tredobbelt udskiftning.

De mange udskiftninger bibragte mere forvirring end forstærkning, og allerede efter 2 minutter gav hjemmeholdet et varsel om, hvad der var på vej, da en af deres spillere slap fri på en kontra, men igen stod Bjarne Thisgaard i vejen for en scoring, denne gang med en fodparade.

Indskiftede Søren Prøhl, der fik sine første minutter i efterårssæsonen, fik en håndfuld større eller mindre muligheder; bl.a. blev et godt indlæg fra Benny Vilsborg headet en meters penge forbi mål, og lidt senere fik Herning-keeperen et ben på hans afslutning fra tæt hold.

Med et kvarter tilbage stod det derfor fortsat 1-0 til Brande, men med to kontramål på to minutter fik værterne vendt opgøret på hovedet. Selvom gæsterne forsøgte, var Herning tættere på 3-1 end Brande på en udligning, men da en Herning-spiller endnu engang slap fri på et kontraangreb, blev hans sidste træk for langt, og hans afslutning endte i sidenettet.

Det fik dog ingen betydning for kampens udfald: Herning vandt opgøret med 2-1, og dermed har BOB i løbet af efterårets 10 kampe præsteret både at vinde over samtlige øvrige fem hold i puljen og at tabe til dem.

Samlet set rækker det en tredjeplads, hvilket trods alt er en fremgang i forhold til sidste års sjetteplads.

Kampens spiller blev for anden kamp i træk arbejdsbien Henrik “Skytte”.

Stimen stoppet

Efter fem sejre på stribe gik den ikke længere for +50-holdet, som mandag havde besøg af Ikast FS.

Hjemmeholdet kom ellers fint fra start, da Henrik “Skytte” Mortensen i det 6. minut headede et hjørnespark fra Mikael Lund i kassen, og i det følgende kvarter var der fleregode muligheder for at øge føringen; bl.a. blev et par gode indlæg fra Benny Vilsborg ikke behandlet efter fortjeneste.

Ikast havde bolden mest, men trillede den det meste af tiden på tværs på egen banehalvdel, men efter 22 minutter slog IFS-keeperen en lang bold op ad banen. En af hjemmeholdets forsvarere gled hvorefter, bolden hoppede over ham, og pludselig var gæsterne i overtal – og med et blødt indersidespark fra kanten af feltet udlignede de til halvlegsresultatet 1-1.

Mønsteret fortsatte i 2. halvleg: Ikast havde bolden mest, mens hjemmeholdet var mest direkte, men de helt store chancer blev det ikke til. I stedet afgjorde BOB’s Danni “Smøg” Nielsen kampen, da han i det 12. minut sendte en lang fremlægning i eget net bag en sagesløs fødselar, Bjarne Thisgaard, i BOB-målet til 1-2.

Mere blev der ikke scoret i den kamp, og reelt var værterne aldrig for alvor tæt på at udligne.

Kampens spiller blev en arbejdsom Henrik “Skytte”.

Fem på stribe

Efter en sløj start på efterårssæsonen med tre nederlag i træk er bøtten i den grad vendt for +50-holdet, som nu har besejret de øvrige fem hold i puljen på rad og række.

Mandag gik det ud over Bording, som trods fordel af hjemmebane blev besejret med 4-2. I det 9. minut åbnede Thomas Svensson målscoringen, da han sendte riposten fra Nicolaj Egs afslutning i nettet, men to minutter senere udlignede Bording med et velplaceret indersidespark fra distancen, der tog indersiden af den ene opstander.
I det 17. minut blev det 2-1 til Brande, da Sigurd Kristensen afsluttede et gennemspillet kontraangreb med at sende en pasning fra Nicolaj Eg i mål, men kort før pausen fik hjemmeholdet igen udlignet efter en fæl kikser af Bjarne Thisgaard i BOB-målet.

Med 2. halvlegs anden boldberøring sendte en Bording-spiller bolden på overliggeren fra midten af banen, men to minutter senere var det i stedet Mikael Lund, der for tredje gang i kampen bragte gæsterne i front med et knastørt vristspark fra kanten af feltet.

Halvlegen bød på masser af chancer til de to hold, som begge måtte se afslutninger prelle af på stolpen, og adskillige gange sendte udeholdets spillere deres afslutninger direkte op i den mørke aftenhimmel. Gæsterne blev ellers hjulpet lidt på vej af to gule kort til værterne, men først to minutter før tid afgjorde Thomas Svensson opgøret, da han blev sendt afsted i dybden af Martin ”Herbie” Mortensen.

Sejren betyder, at BOB lægger maksimalt pres på topholdet Vildbjerg, der dog har to kampe i hånden.

Vildbjerg sat til vægs

Fem sejre i fem kampe og en målscore på 22-6 var facit for Vildbjerg forud for mandagens hjemmekamp i +50-rækken mod Brande Old Boys, som med en koncentreret og disciplineret indsats fik ødelagt den statistik godt og grundigt.

Men kampen kunne have fået et helt andet forløb, hvis Vildbjerg havde fået scoret på en friløber i kampens indledning, da gæsterne stik imod taktikken satsede hele butikken fremad banen – heldigvis vandt Bjarne Thisgaard i BOB-målet duellen mand mod mand, og det var ikke sidste gang i kampen, han fik pillet glansen af Vildbjerg-offensiven.

Først i slutningen af 1. halvleg kom der gang i målscoringen. Efter flere tilløb fra gæsterne sendte Henrik “Skytte” Mortensen riposten fra Bjarne “Tøf” Kristensens afslutning i netmaskerne, og to minutter senere fik en liggende Thomas Svensson sparket bolden det sidste stykke over stregen efter en luftduel med Vildbjerg-keeperen.

Bagud 0-2 var hjemmeholdet tvunget frem på banen, men det kneb for dem at få dirket BOB-forsvaret op, og når det endelig lykkedes, stod Bjarne Thisgaard i vejen for afslutningerne. Bl.a. med en fantastisk dobbeltredning, og 9 minutter før tid afgjorde Kai Varisbøl istedet definitivt opgøret efter en god stikning fra Bjarne “Tøf”.

I kampens næstsidste minut blev ydmygelsen total, da Jens Studsgaard med en brasiliansk inspireret ydersideaflevering sendte bolden til bageste stolpe, hvor en helt fri Benny Vilsborg gjorde det til slutresultatet 4-0 til BOB.

Kampens spiller blev Bjarne Thisgaard.