Efter nederlag i årets 4 hidtidige hjemmekampe var BOB’s +50-mandskab opsatte på at få has på deres hjemmebanekompleks, da de Skt. Hansaften fik besøg af Kølkær, men det skulle hurtigt vise sig at være “mission impossible”.
Efter mindre end 2 minutter bragte gæsterne sig i front, og inden der var spillet fem minutter, havde de også haft et forsøg, som ramte først det ene og dernæst det andet transporthjul bag målstolperne efter at være trillet langs målstregen. Efter 9 minutter blev det 0-2 på et hovedstød, og inden der var spillet et kvarter havde Kølkærs u/30-hold, som på dagen var suppleret med et par spillere, der var fyldt 40, bragt sig på 3-0 på et brag af et langskud.
Derefter slap gæsterne speederen en smule; alligevel var de i flere omgange tæt på at øge føringen, hvilket kun blev forhindret af et par gode indgreb af Jens Ole Pedersen.
I halvlegens afsluttende minutter var værterne flere gange tæt på en reducering. Først forsøgte Henrik “Skytte” Mortensen sig, derefter var det Finn Jensens tur, og halvandet minut før pausen fik Henrik “Skytte” endnu en god mulighed for at reducere, igen uden held.
Hjemmeholdet gik derfor på banen til 2. halvleg med fornyet optimisme, men den blev hurtigt dæmpet, da et Kølkær-indlæg efter få minutter tog indersiden af den ene stolpe.
Midt i halvlegen lykkedes det gæsterne at score til 4-0 på endnu et flot langskud, og fem minutter før tid blev en omstilling omsat til 5-0.
Et par minutter senere var indskiftede Søren Prøhl tæt på at reducere i sin afskedskamp, da han med ryggen til mål sendte bolden i en bue over sig selv, men desværre også målet, og tættere på en scoring kom hjemmeholdet ikke.
Facit blev derfor en klokkeklar sejr til Kølkær, mens BOB må nøjes med at glæde sig over, at det efter 5 nederlag på stribe lykkedes at hente 10 point i anden halvdel af forårssæsonen, hvilket rakte til en femteplads og en forlængelse af tilværelsen i A-rækken.
Kampens spiller blev Søren Prøhl.
Tak til holdets sponsor, Wine N’Fun; vi glæder os til at tage hul på efterårssæsonen i nye spilletrøjer.