Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Sikke en sæson!

Mandag aften fik vi sat et effektfuldt punktum for en sæson, der resultatmæssigt har været blandt de allerbedste i Brande Old Boys’ 80-årige historie. Men også en sæson, hvor der langt hen i marts var tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne få lov til at spille andet end syvmandsfodbold pga. corona-restriktionerne.

Det fik vi, og facit blev førstepladser til 3 af vores 5 hold.

Oldgirls var helt suveræne og vandt alle deres kampe (lidt for mange uden kamp 🙁 ), +40 var næsten ligeså suveræne med 16 sejre i 18 kampe på trods af en juni, hvor de ikke vandt en eneste kamp på grønsværen (igen pga. lidt for mange afbud fra modstanderne), og +60, der allerede inden den sidste kamp var sikre på at ende på førstepladsen, sluttede af med at tæve Tjørring med 6-2.

+30 vandt ikke så mange kampe efter sommerferien, men det blev til 2 sejre over Mejrup – den ene godt nok uden kamp – og to tætte kampe mod ellers så suveræne Herning Fr., så holdet fik alligevel skrabet point nok sammen til en fjerdeplads, mens +50 med nederlag i de 2 sidste kampe dumpede fra en anden- til en sjetteplads i en meget tæt pulje.

Alt i alt en forrygenede sæson, hvor vi på tværs af holdene igen har vundet langt flere kampe, end vi har tabt.

En kæmpe tak for indsatsen til alle spillere og ikke mindst holdledere!

I forbindelse med aktivfesten, som havde samlet ca. 50 deltagere i klubhuset, blev nogle af årets spillere kåret, og de sidste er nu blevet udnævnt. De blev:

Oldgirls: Cecilie Lybker
+30: Chris Christiansen
+40: Allan Kjærgaard
+50: Sigurd Kristensen
+60: Åge Kristensen.

Husk: Vi fortsætter med træningen udendørs hver lørdag kl. 13.30, og der er desuden mulighed for at spille indendørs i Brande Hallerne (Hal B) hver mandag fra kl. 20-22.

Vel mødt!

Slut med arealkrav

Så er de sidste corona-restriktioner vedr. foreningsidrætten bortfaldet.

Pr. dags dato gælder der således ikke længere noget arealkrav ved anvendelse af klubhuse og omklædningsrum. Det betyder, at der nu frit kan klædes om i forbindelse med såvel træning som kamp uden en øvre grænse for, hvor mange der må være i hvert omklædningsrum.

Du kan se den seneste udgave af fodboldens corona-protokol her:

https://dbu.dk/media/ln5aohnb/protokol-for-dansk-fodbold-version-28-14-08-21.pdf

Så må der bades og klædes om igen!

Samtidig med at vi sagde goddag til august, sagde vi farvel til de fleste af de sidste corona-restriktioner vedr. omklædning og bad.

Det betyder, at det nu ikke længere kræver coronapas eller tilsvarende at klæde om før og efter træning og kamp eller for at tage bad efter kampen/træningen.

Kvadratmeterkravet er dog ikke ophævet helt, men halveret til to kvadratmeter pr. person, hvilket eksempelvis betyder, at der nu (igen) må være 10 personer ad gangen pr. omklædningsrum i klubhuset – meget praktisk for 7-mandsholdene, knap så praktisk for 11-mandsholdene, som enten må benytte 2 omklædningsrum eller skiftes til at skifte.

Dette gælder naturligvis også for udeholdene.

Så husk håndklæde og badedyr, næste gang du skal til lørdagstræning – og hvis du hellere vil fortsætte med omklædning og bad derhjemme, er det selvfølgelig også helt i orden!

Ta’ en for holdet!

Fik du ikke smagt den i forbindelse med generalforsamlingen eller vores jubilæumsreception, har du chancen nu!

I anledning af Brande Old Boys’ 80-års jubilæum har vi fået fremstillet vores helt egen jubilæumsøl i et begrænset oplag.

Øllen er brygget på Bøllingsø Bryghus, og den er så classic, at det kan smages.

Nyd den afkølet en lun sommeraften på terrassen eller til et stykke hjemmebagt rugbrød med lun leverpostej og bacon eller sprøde agurkeskiver – skål og velbekomme!

Jubilæumsøllen, som er på 50 cl., koster kr. 40,- pr. stk. (inkl. pant), køber du 3, får du dem for en hund.

Betales enten kontant, via mobilepay eller bankoverførsel.

Kontakt formanden på formand@brandeoldboys.dk eller ring/skriv på 6081 1733 for at aftale nærmere vedr. afhentning.