Kategoriarkiv: Veteraner +45

45

Sejr med kniberi

Torsdag gentog Brande Old Boys’ veteraner +45 premieresejren over Sunds, men det holdt hårdt. Torben Mechlenburg var tættest på scoring i en chancefattig 1. halvleg, da hans frispark ramte træværket, men straks fra 2. halvlegs start ændrede billedet sig. Knap havde Sunds givet bolden op, før gæsternes venstre back helt umotiveret trillede bolden i fødderne på Søren Prøhl. Han sendte bolden på tværs til en fremstormende Lars Poulsen, som efter mindre end 15 sekunders spil sikkert gjorde det til 1-0. Resten af halvlegen fortsatte Brande med at producere chancer. Søren Prøhl fik et par gode indlæg fra højresiden, men nærmere end et hovedstød på overliggeren kom han ikke. Heller ikke Sigurd Kristensen havde held til at passere Sunds-keeperen på Lars Poulsens fine tværpasning i feltet, og så endte det i stedet med, at Sunds fik etableret et lille pres i slutfasen uden dog at komme frem til egentlige chancer. Dermed kunne BOB gå på sommerferie med en 1-0-sejr. Kampens spiller blev Brian Dahl Thomsen, der styrede forsvaret med stor autoritet.

Skønne spildte kræfter

En kunststofbane anlagt på beton. Nogenlunde sådan var det knastørre underlag på Brandlund Fælled til torsdagens kamp mellem 2 af midterholdene i +45-rækken, Brande og Tjørring. Forholdene indbød åbenbart mest til offensivt spil, mens det var så som så med det defensive, så kampen var rig på chancer i begge ender. En misbrugt Tjørring-chance var således optakten til kampens første scoring: I en hurtig omstilling fandt Kaj Varisbøl Torben Jørgensen, og så stod det 1-0 efter små 10 minutter. Et par minutter senere fik et langt Tjørring-indkast lov til at hoppe i Brandes straffesparksfelt, og øjeblikket efter var der udlignet. Flere gode tilbud til hjemmeholdet blev ikke omsat til scoring, og efterhånden som halvlegen nærmede sig sin afslutning, kom Tjørring tættere på. Brande kunne derfor være mest tilfreds med pausestillingen 1-1 og forsøgte med en tredobbelt udskiftning at puste nyt liv i matchen. Effekten fortog sig ret hurtigt, og Tjørring overtog igen initiativet, men først små 10 minutter før tid lykkedes det endelig gæsternes enmandshær i front at gøre det til 2-1, da han løb fra forsvaret og udplacerede en sagesløs Ken Pedersen i BOB-målet. Knap var bolden givet op, før Bjarne Kristensen fik serveret en perfekt bold midt for mål, men hans hovedstød gik forbi, og i stedet satte Tjørrings tankcenterforward sig kort efter igen igennem overfor Sigurd Kristensen. Med sin scoring til slutresultatet 3-1 satte han punktum for en kamp, hvor de færreste af hjemmeholdets spillere kunne være tilfredse med deres egen indsats.

Velspillet lokalopgør

Efter udtrækningen af klubbens serie 4-hold for snart 1½ år siden har det været lidt småt med seniorfodbolden på Uhre Stadion, men torsdag aften var der lagt op til lokalbrag, da klubbens veteraner i +45-rækken tog imod Brande Old Boys. Tilskueren(!) var knapt nået på plads, inden bolden lå i netmaskerne. Et indlæg fra Bjarne Kristensen dumpede ned for fødderne af Henrik Mortensen, og så stod det 0-1 efter 20 sekunder. Hjemmeholdet fik rystet chokstarten af sig og åd sig langsomt ind i kampen. Midt i 1. halvleg fik Flemming Nielsen chancen for at udligne, da han blev spillet fri midt for mål, men hans afslutning røg en meters penge over. Kort før pausen burde Torben Jørgensen have øget gæsternes føring, men i en direkte duel med Uhre-keeper Ejnar Nygård trak han det korteste strå.
Bjarne Kristensen indledte 2. halvleg med at sende et drøn af et langskud snert forbi den ene sammenføjning, og i samme moment blev Uhres forsvarsstyrmand Erik Eriksen skadet. Torben Jørgensen udnyttede forvirringen i hjemmeholdets bageste rækker til at sætte sig igennem overfor 2 Uhre-forsvarere, og så stod det 2-0 til gæsterne. 5 minutter senere nåede et indlæg fra Torben Mechlenburg via det yderste af Ejnar Nygårds negle frem til Kenneth Raahauge, som let kunne puffe sin første sæsonscoring i nettet til 3-0. Herefter overtog Uhre igen initiativet. Anders Bjerremand fik testet Ken Pedersen i BOB-målet et par gange, og også Peter Jensen var tæt på at slippe fri, men den fortjente reducering kom først 4 minutter før tid, da Jørgen Mundbjerg headede Bjarne Jacobsens præcise hjørnespark i kassen til 1-3. Det blev også resultatet af en ganske velspillet kamp.

Ikke lige fars dag

På trods af eftermiddagens kraftige regnskyl lugtede det mere end en smule brændt, da Brande Old Boys’ veteraner +45 forlod banen efter sidste torsdags udekamp mod Herning KFUM. Allerede i kampens 2. minut kom gæsterne foran, da Kim Tranholm forlængede et hjørnespark fra Ole Radoor til en helt fri Brian Dahl Thomsen ved bageste stolpe. Samme Brian Dahl nåede at ramme overliggeren langt ude fra, inden hjemmeholdet for første gang viste tænder efter små 20 minutter. Uheldigvis gled Brandes bageste mand, Torben Mechlenburg, på den endnu regnvåde bane, og så stod det 1-1.
Efter et udmærket KFUM-langskud i 2. halvlegs første minut stod der BOB på resten af kampen. Tættest på var Kaj Varisbøl og Søren Prøhl, der begge ramte stolpen, men selvom gæsterne fortsatte med at producere chancer på samlebånd, ville bolden ikke over stregen. I stedet slog hjemmeholdet kontra få minutter før tid, men scoringen blev underkendt for offside. I kampens sidste minut pegede dommeren på straffesparkspletten, da Kaj Varisbøl blev flået omkuld i feltet, men KFUM-keeperen havde ikke de store problemer med at parere Steffen Eriksens ikke specielt velplacerede skud, og så endte opgøret 1-1.
Kampens spiller blev Per Jørgensen, som leverede en solid indsats på venstrekanten.