Kategoriarkiv: Old Boys +30

Pragt kamp af Oldboys A

Onsdag d. 14. september tog Brandes Oldboys A afsted til Ikast for at møde et stærkt Ikast KFUM hold.

Det skulle dog vise sig at der var decideret klasse forskel på de 2 hold. Ikast havde til kampen hentet forstærkning ind i form af Nikolaj Hust, tidligere Ikast FS og AGF spiller. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var nok til, at presse et ekstremt godt spillende Brande hold.
Efter 13 minutters spil var Brande allerede foran 3-0. Spillet var lige efter bogen og det ene angreb efter det andet rullede ned mod den sageløse Ikast målmand, som absolut ikke havde den sjoveste dag på kontoret. Bolden blev spillet rundt med førstegangs berøringer. Krydret med nogle diagonal pasninger fra en stærkt spillende Jonny Bjørnsholm. Det skal siges, at Ikast ikke tilspillede sig én eneste chance i hele første halvleg. Det var spil til ét mål.
Halvlegen slutter med en 6-0 føring til Brande. Det er vist meget lang tid siden, at holdet har ført så stort allerede ved halvleg.

2. halvleg skulle helst have været lige så flot som første halvleg men vi må nok indrømme, at det blev endnu engang bevist, at det er svært at bevare koncentrationen når man fører så stort allerede ved halvleg.
Spillet i 2. halvleg kom aldrig op på de samme højder som i 1. halvleg. Indlæggene røg bagved mål og afleveringerne manglede lige den sidste speed på en temmelig langhåret græsplæne. Ikast kom frem til et par løse chancer, fremtvunget af ukoncentrerede bold tab af Brande.

Målscorerne i kampen var:
Søren Prøhl (igen) 2 mål.
Bjarne “Tøf” Kristensen 2 mål.
Lars Duedahl 1 mål.
Thomas Svensson 1 mål.
Elmedin Bratic 1 mål.

Alt i alt en super god indsats af Brande Oldboys A holdet. Sjældent set at et oldboys hold spiller så overlegent som det skete igår. Hele holdet skal roses for en god indstilling og en fremragende indsats. Det lover godt for de sidste 2 kampe, hvor vi håber på fuld opbakning fra alle spillere oplyser holdets to succes holdledere Michael Andersen og Torben Jakobsen 🙂

Der resterer to runder tilbage, og giver det sejrer i begge, vinder Oldboys A holdet kredsen, hvilket må siges at være MEGET flot med alle de skader og afbud holdet har haft i år.

Holdet´s næste kamp er hjemme onsdag d. 21/09 mod naboerne fra Ejstrupholm 😉

Storsejr til Oldboys A

Onsdag d. 7. september mødte Brande´s Oldboys A Tjørring på hjemmebane.
Tjørring startede kampen bedst og efter 5 minutter bragte Lars Figo udeholdet foran, og det kunne også have været til lidt flere mål til udeholdet, hvis ikke de var så ineffektive i feltet. Kort før halvleg bragte Goran balance i regnskabet, da han med et følt skud placerede bolden oppe i den ene målhjørne, flot mål af Goran.
Anden halvleg var 5 minutter gammel, da man næsten så en tro kopi af landsholdets første mål mod Norge. Lars Duedahl (Christian Eriksen) spillede en god bold ned i dybden mellem 2 forsvarsspillere og Danni Nielsen (Dennis Rommedahl) afleverede bolden præcis ind foran mål, hvor Søren “Bomber” Prøhl (Niklas Bendtner) scorede sikkert til 2-1. Rigtig flot gennemspillet angreb. Brande Oldboys A fortsatte med at score og endte med at vinde kampen med 6-1. De sidste mål blev scoret af Elmedin Bratic, Søren Prøhl, Carsten Holt og sølvræven Ole Thisgaard lukkede kampen af.
Næste kamp er på udebane onsdag d. 14. september mod Ikast KFUM 🙂

Oldboys A fik point i Fremad

Brande´s målscorer Lars "DUE" var flyvende
Danni Smøg spillede en god kamp på midtbanen

Oldboys A spillede onsdag d. 31. august på udebane mod Herning Fremad, hvor kampen blev spillet på klubbens helt nye kunststofbane. Også til denne kamp var der masser af afbud og det gav “comeback” til både Benny Vilsborg og Ole Thisgaard fra vores Senioroldboys hold. Første halvleg kom Brande under et solid pres fra et meget velspillende hjemmehold. Herning Fremad sad på det meste af spillet i denne halvleg og kunne også gå til halvleg med en fortjent føring på 1-0. Anden halvleg formede sig heldigvis anderledes for Brande, og de kom bedre ind i spillet og det udmyntede sig også i flere chancer, samtidig med at Lars Poulsen stadig var sikkerheden selv i den anden ende. Vi skulle hen til 15 min. før sidste fløjt inden Lars Duedahl fik en friløber mod målet, som han scorede sikkert på til 1-1, som også blev kampens resultatet. Det skal lige nævnes, at vi næsten var ved at tage alle 3 point med hjem til Brande, da Ole Thisgaard´s langskud kort før tid lige røg forbi den ene opstander.
Oldboys A´s næste kampe er hjemme mod Tjørring IF onsdag d. 7. september kl. 18.45 🙂

Oldboys A skudt i sænk

Der var lagt op til et topopgør onsdag d. 24/08 på Brande Stadion i oldboys A rækken, hvor BOB skulle møde Vildbjerg. Begge hold havde 9 point for 4 kampe inden, og kampen startede også meget lige. Vildbjerg kom foran 0-1 efter 12. min, og 5 min. senere var de tæt på 0-2, da de fik en friløber mod målet. Lars Poulsen i BOB´s mål var kommet lidt for langt udenfor feltet, og i refleks tog han bolden med hænderne, så dette betød frispark til Vildbjerg og rødt kort til Lars Poulsen. Angriberen Lui Mølleskov kom på målet det sidste kvarter af 1. halvleg, og efter lidt placerings vanskeligheder i målet, lykkedes det ham med et par fine redninger at holde buret rent, så halvlegs resultatet forblev 0-1 til udeholdet.
Fra anden halvleg´s start kom Finn Jensen på mål og halvlegen startede også meget lige, selvom BOB var en mand i undertal. Der blev kæmpet godt over hele linjen, men det at være en mindre på banen kostede de sidste 20. minutter af kampen, hvor Vildbjerg´s hurtige folk i front udnyttede lidt træthed ved hjemmeholdet. Det resulterede desværre i 4 mål mere til Vildbjerg, så BOB fik en øretæve på 0-5. Hjemmeholdet´s bedste idag var Danni “Smøg” Nielsen og Dan Helge Pedersen.

Oldboys A skudt i sænk på flere måder
Mr. Clean sheet Lui Mølleskov