Kategoriarkiv: Senior Old boys +40

40

Svær kamp for 40+ imod Lind

Torsdag aften lykkedes det for Brande Old Boys 40+ at spille imod Lind i Brande for første gang i flere år. Desværre skulle tingene ikke gå så nemt alligevel da dommeren desværre meldte afbud i sidste øjeblik. Heldigvis var der en anden dommer på stadion og han indvilligede i at dømme kampen så det var fedt.

Kampen startede knap så godt for Brande da der kun var spillet 6 minutter før Lind bragte sig foran. Reserve keeper Søren Laursen lecverede en god redning men desværre røg riposten lige ud til en Lind spiller som nemt kunne bringe Lind foran 0-1.

Brande forsøgte at svare igen hurtigt. Desværre for Anders bomber Videsen ramte hans forsøg med højrebent stolpen så stillingen forblev 0-1.

Efter 17 min viste Michael Laursen hvordan det skulle gøres. Han fik bolden på kanten af feltet, lidt ude i siden, og smadrede bolden op i modsatte krog. Mega flot scoring og stillingen er 1-1.

Men ak ak desværre for Brande ville Lind føre til halvleg og det lykkedes de med da de efter 23 min kunne score til 1-2.

Halvlegen blev brugt til nogle geniale omjusteringer fra holdledernes side og det var et forvandlet Brande hold der gik på banen….

Efter 10 min i anden halvleg fik Medin den største chance han nogensinde har fået. 1,5 meter fra målet formåede han at få skovlen skudt op i himlen… Heldigvis tog det fart fra dette minut, til Brandes fordel.

Anden halvleg bød også på indskiftning af 50+ topscoreren Bjarne fætter Thisgaard og han skulle bevise sit værd. Efter 12 min af anden halvleg lavede han næsten en tro kopi af Michaels mål fra første halvleg, denne gang blot fra den anden side…. 2-2 målet var en realitet.

De næste par minutter bød på nogle gode forsøg fra Anders bomber men desværre så bød Lind målmanden ind med nogle gode redninger. Dette gjald også da det nye stjerneskud Thomas Kyoung smadrede til bolden fra distancen. Bolden sad helt nede ved roden af stolpen men målmanden reddede på mirakuløs vis.

De sidste 10 minutter af kampen bød på ikke mindre end 3 Brande scoringer. Det første kom fra anfører Summe. Allan Kjærgaard lagde en fremragende lang aflevering lige i brystet på Summe som køligt udplacerede Lind målmanden.

Fætter Thisgaard var ikke færdig endnu og 5 min før tid headede han Brande foran 4-2. Det synes Eg åbenbart var et flot mål for blot 2 min efter lavede han en tro kopi af målet og kunne dermed cementere Brandes sejr som kom til at lyde på 5-2.

Stor ros til alle som, trods en svær første halvleg, fortsatte med at kæmpe. Dagens spiller blev ret suverænt Allan Kjærgaard.

40+ vinder topkamp i Ikast

Torsdag aften skulle 40+ på en svær opgave på udebane i Ikast. Tidligere har det vist sig at Brande lige skal bruge noget tid på at komme igang ovenpå ferien, det var også tilfædet torsdag aften.

Kampen var faktisk ikke mange minutter gammel før Allan Ejstrup havde bragt Brande foran på et fladt skud ved modsatte stolpe. Desværre for Brande tog VAR, aka Nicolaj Eg over og underkendte scoringen….. Bolden ramte hjulet som bruges når målet skal flyttes og dette gjorde at Ikast og Eg blev enige om scoringen skulle underkendes… 🙂

Om det var denne sjove episode som fik Brande til at gå i stå vides ikke, men i løbet af 15 min var Brande bagud 2-0. I denne periode kunne Brande slet ikke ramme hinanden og bolden blev konstant smidt væk.

Heldigvis for Brande viste anfører Summe sine sparke evner da han 1 minut før halvleg krøllede et frispark flot op i hjørnet. Et godt tidspunkt at reducere på lige inden pausen.

Summe var ikke færdig for allerede 1 minut inde i anden halvleg fik han udlignet til 2-2 efter et bandespil. Endnu et super godt tidspunkt at score på for nu var det Ikast der ikke rigtig kunne finde melodien…

Resten af halvlegen forløb på Brandes præmisser og folk udenfor banen var klar på at “sælge” kampen på det uafgjorte resultat MEN det ville Anders Bomber Videsen ikke høre tale om for 4 minutter før tid gav han, med en hælscoring, Brande føringen. Det ville Michael Tyr så også gøre efter. Han brød Ikast opspillet omkring midten og driblede sig forbi 3-4 mand og spillede 1-2 med en medspiller for slutteligt at score i Ikast målet. Det var en flot scoring at slutte kampen på og Brande kunne dermed rejse hjem fra Ikast med alle 3 point.

Stor ros til hele holdet emn størst ros skal gives til Michael Summe og Anders Bomber som fortjent blev kåret til Man of the Match.

På billedet ses kampens målscorer.

Forrygende forårssæson

Forårssæsonens sidste kamp er fløjtet af, og dermed er vi halvvejs igennem turneringen – et oplagt tidspunkt at gøre status på.
Og hvordan er det så gået de forskellige BOB-hold i 2023? Overordnet set fuldstændig forrygende. Facit er 3 førstepladser og 2 andenpladser, så på den resultatmæssige side er der ikke plads til meget forbedring.
Damerne vandt deres turnering ganske suverænt, og det samme gjorde +30-holdet; begge hold tabte blot en enkelt kamp undervejs.
+30’erne har faktisk allerede taget hul på efterårssæsonen, eller taget hul er måske så meget sagt: 2. turneringshalvdels første kamp mod Herning Fremad resulterede i årets anden sejr uden kamp, og på tværs af alle hold er ikke færre end ti kampe – mere end hver femte – endt med en skrivebordssejr på 3-0 til BOB uden kamp.
Hårdest ramt har damerne været: de vandt halvdelen af deres 10 programsatte turneringskampe uden at spille, herunder begge de med spænding imødesete lokalopgør mod BIF, som i 4 forsøg endnu ikke har været i stand til at stille hold mod BOB.
Et nyt regionsmesterskab blev det dog ikke til, men efter sommerferien skal damerne bl.a. prøve kræfter med de nykårede regionsmestre i C1-rækken, Skjern/Tarm.
+40 fik en lidt ujævn sæsonstart, men fem sejre på stribe sendte holdet frem på førstepladsen, som blev forsvaret med uafgjort mod Herning Fremad i forårssæsonens absolut sidste kamp. Når der tages hul på 2. turneringshalvdel har holdet derfor et forspring på 3 point til Ikast FS og Herning Fr.
Endnu tættere er det i toppen af +60-rækken, hvor holdene ligesom i +40-rækken tager pointene fra foråret med over til efterårssæsonen.
Det uafgjorte resultat i Vildbjerg i sidste spillerunde betød, at holdet måtte overlade førstepladsen til Hammerum, som dog kun er et enkelt point foran BOB og Ikast på anden- og tredjepladsen.
+50 sluttede også på andenpladsen, selvom der blev sat en hel del point til undervejs, men holdet kunne dog glæde sig over at være de eneste, der var i stand til at besejre topholdet Vildbjerg undervejs i en rigtig herredyst. Efterårets modstandere er udover Vildbjerg Ikast FS og Herning Fr., som man skal møde hele tre gange hver.

40+ remis i Herning Fremad

Torsdag aften var der returkamp i mod Herning Fremad, hvor Fremad skulle revanchere sidste uges 5-0 nederlag i Brande.

Torsdag var det Fremad der kom til den første chance. Et indlæg lander i panden på en Fremad spiller som header godt på mål, men heldigvis har Brande en super god målmand i Lars Poulsen og han redder hovedstødet.

Lidt efter var det Brandes Michael Laursen der kom alene igennem efter en god stikning fra tilbagevendte Jonny Bjørnsholm. Desværre skød Laur forbi mål og stillingen forblev 0-0.

Det ændrede Brandes bomber på kort efter. Anders Videsen fik bolden på kanten af feltet og med en stille og rolig inderside scorede han til en Brande føring på 0-1.

Selvsamme Bomber skulle ha scoret til 0-2 blot 2 minutter efter da han helt alene igennem total kiksede sit skud og bolden røg nærmest til indkast….. 🙂

Brande havde til dagens kamp hevet Sigurd Siggi Kristensen ned fra 50+ holdet og han gjorde generelt en super god figur. Desværre fik Siggi en lille hovedrolle da han efter 22 min scorede i eget net så Fremad fik udlignet til 1-1.

Brande fortsatte dog presset på Fremads mål og anfører Summe fik en kæmpe chance da Michael Laursen sendte et perfekt indlæg ind til en helt fri Summe. Desværre fik Summe ikke ram på bolden og Fremad slap med skrækken.

Halvlegens sidste chance tilfaldt Bomber Videsen som headede et godt indlæg over mål så halvlegs stillingen forblev 1-1.

Anden halvleg kan gøres meget kortere. Stillingen forblev 1-1 trods et par gode forsøg fra specielt Brande. Dennis Lundstrøm havde et par gode skudforsøg men ind ville bolden desværre ikke.

Herning kom ikke frem til noget i anden halvleg og derfor sluttede det hele med et uafgjort resultat. Dette betyder at Brande holder sommerferie på 1. pladsen i puljen med 3 point ned til netop Fremad.

Dagens spiller blev fortjent fordelt imellem Bomber Videsen og Jonny B som begge spillede en god kamp. Dagens kamp gav i øvrigt comeback til en gammel Brande kriger da Martin Brandt Andersen fik comeback efter mange års fravære, desværre sluttede kampen for ham med en fiber.