Unødvendig spænding

Tirsdag var Brande Old Boys’ +50-hold en tur i Kølkær, og allerede efter fem minutter kom gæsterne i spidsen, da Mikael Lund trykkede af; skuddet ramte en forsvarsspiller og snød Kølkær-keeperen. Det nærmeste værterne kom til en scoring i 1. halvleg var et frisparksforsøg langt udefra, mens Brande sad på det meste af spillet og chancerne. Det blev da også 2-0 til gæsterne efter et mønsterangreb. Mikael Lund fandt Martin Bjærre, der spillede bolden videre til Nicolaj Eg, som rundede målmanden og køligt trillede bolden i nettet.

Fra 2. halvlegs start kom Kølkær imidlertid meget bedre med, og efter fire minutter kom reduceringen. 10 minutter inde i halvlegen sparkede BOB’s målmand Ken Petersen bolden lige ud i fødderne på en Kølkær-spiller, og ene forsvarer mod tre Kølkær-angribere så Kim Tranholm ikke anden udvej end at begå straffespark – og selvom Ken Petersen havde labben på bolden, var udligningen en realitet. Stillingen holdt dog kun et minut, indtil Mikael Lund slog et indlæg til Kai Varisbøl, som med hovedet flot dirigerede bolden i nettet ved modsatte stolpe. To minutter før tid blev Nicolaj Eg sendt afsted i et kontraløb; han rundede endnu engang hjemmeholdets keeper. Fra en spids vinkel lykkedes det ham at gøre det til slutresultatet 4-2 til Brande, som med sejren fastholder førstepladsen et enkelt point foran Ikast FS.