BOB +50 sejrer i topkamp

Der var mandag d. 20. maj topkamp i +50 Oldboys række, da BOB tog imod Hammerum. Det noget overraskende taktiske oplæg fra Brandes trænerteam var, at man i denne kamp skulle score på sine chancer. Noget det har knebet noget med siden sæsonoptakten.  Med dette som udgangspunkt tog kampen en noget overraskende drejning, da Brande allerede efter syv minutter havde bragt sig foran med 3-0. Første målscorer kampens første minut var Mogens Laugesen, der som ”Palle alene i verden” med Hammerums forsvar med et par skarpe træk mod baglinjen bragte sig i en ugunstig scoringsposition. Men dette til trods, lykkes det Laugesen at få bolden placeret i det lange hjørne. Flot og ikke så tit set mål af Brandes hårdtarbejdende frontangriber. Dernæst var det Martin Bjærre, der med et velplaceret skud også kom på tavlen til 2-0 til hjemmeholdet. Kort efter var Ole Radoor på pletten til 3-0 med et velplaceret langskud, der heller ikke ses så tit. Derefter tog Brande foden af speederen, hvilket Hammerum udnyttede til at komme ind i kampen. Holdet fik et lidt unødigt frispark som blevet trillet til siden, hvilket et uopmærksomt Brande forsvar ikke var klar på, så en Hammerum spiller kunne placere bolden tæt ved den ene stolpe. Dermed blev de 3-1, som også var pausestillingen. En fortjent føring til Brande, der kunne notere en høj scoringseffektivitet som krævet af trænerteamet. I anden halvleg trak Brande sig længere tilbage med kontrollerende spil. Klart var det Hammerum, der nu var tvunget til at forcere for at få et resultat ud af kampen. Brande havde nogle sporadiske kontraangreb, som ikke førte til de store chancer. Der skulle dog gå ind til kort før tid, inden Hammerum fik yderligere reduceret. Dette skete, da en Hammerum spiller hårdt presset fik afsluttet med et halvslattent skud, som målmand Ken Pedersen havde set forbi. Desværre sneg bolden sig ind tæt op af stolpen. Dette gav Hammerum troen på, at et comeback var muligt, men denne tro varede dog ikke længe, da Brande kort efter slog sømmet i kisten med en kontrascoring af Kai Varisbøl, der var blevet spillet fri i dybden af Sigurd Kristensen. Målet blev sat ind med spillerens ikke helt så varme ben. Målscoreren var efter kampen selv ind på, at det var et mislykket forsøg på at sparke bolden væk for at tage tid af klokken, men utvivlsomt et flot mål. Med sejren holder Brande fat i den delte førsteplads, men der er dog stor trængsel i toppen af rækken. Brandes bedste var Mogens Laugesen, der udover at lave det flotte og vigtige mål, der satte Brande i gang, også ydede en stor arbejdsindsats for holdet. Næste uge venter udekamp mod Herning Fremad, der altid er svære at spille mod. Men mon ikke Brande, hvis holdet holder fast i taktikken fra Hammerum kampen, kan hente de tre point.