Guld til BOB +50

Superveteraner sikrer sig kredsmesterskabet med sejr og Hammerum.

Brande superveteraner +50 kunne med en sejr hjemme over Hammerum sikre sig kredsmesterskabet for syvmands hold. Fra kampens start var det tydeligt, at der var mest på spil for Brande, der lagde hårdt ud og var tæt på allerede at bringe sig foran i kampens første minutter, da Per Jørgensen serverede et godt indlæg for Søren Prøhl, der headede bolden i jorden, men desværre også lige på Hammerums målmand. Brande var især farlige, når man fik skabt tempo i spillet og fanget modstanderen i ubalance. Således var Ole Radoor og Brian Dahl efter nogle gode kombinationer ved at lykkes med at bringe Brande foran på 2-0, men desværre blev den sidste aflevering til Brian Dahl lige spids nok, så Hammerums målmand kunne blokere i det korte hjørne. Hammerum havde også et par muligheder, bl.a. et hovedstød, som Mikael Lund dog i to omgange formåede at afværge. Tæt på var Hammerum også med et skud, der blev rettet af i Brandes defensiv, der ellers stod rimeligt sikkert i de fleste situationer. Pausestillingen var 0-0, hvilket Hammerum kunne være bedst tjent med. Brande kom godt ud efter pausen og bragte sig også foran et par minutter ind i anden halvleg. Målscorer var Martin Bjærre, der fulgte godt op på Brian Dahls afslutning og sendte returen i mål til en fortjent føring på 1-0 til hjemmeholdet. De samme spillere havde også gode muligheder senere i halvlegen, bl.a. Brian Dahl med et hovedstød, der vel reelt set havde passeret målstregen, men da dommeren ikke stod så godt placeret, havde han ikke udsyn nok til at dømme scoringen. Martin Bjærre var senere også alene igennem uden at formå at score. Som halvlegen skred frem, spillede hjemmeholdet mere og mere på resultatet, som ville sikre kredsmesterskabet. Hammerum ville ikke rigtig noget, men som det tit sker i fodbold opstår der alligevel pludselig ud af ingenting et par store chancer til Hammerum, som kunne have kostet sejren. Især i den ene situation, hvor Mikael Lund præsterede en god fodparade, der forhindrede det udlignende mål. Der skulle ikke blive scoret yderligere kampen og Brande sikrede sig en fortjent, men for smal sejr på 1-0 og dermed også kredsmesterskabet foran Herning Fremad og Ikast OB. Brandes bedste i kampen var Ole Radoor og Stig Pilely. Dog skal hele holdet også roses for en koncentreret og kontrolleret indsats. Der var god opbakning udenfor linjerne af de efterhånden mange skadede spillere og formanden for Brande Oldboys, Torben Kjærgaard Jakobsen, der belønnede kredsmesterskabet med en kasse af de grønne sodavand fra Brande Oldboys.