BOB +50 en sejr fra mesterskabet

Sejr til Brande Oldboys +50 mod Herning KFUM

Efter IFS OB 1 pointtab i sidste runde mod Sunds har Brande nu muligheden for at sikre sig turneringssejren med sejre i sæsonens to sidste hjemmekampe. Det første slag om titlen stod mod Herning KFUM mandag aften. Det var hjemmeholdet der fra starten to teten, da den fra en fodskade tilbagevendte Søren Prøhl med hovedet efter blot to minutter bragte Brande på 1-0 efter et skarpt indlæg fra Mogens Laugesen. Derpå fulgte en række gode muligheder i begge ender, bl.a. et langskud fra Søren Prøhl, som modstanderholdets målmand måtte ud i fuld længde for at redde. Det skulle blive Herning KFUM, der med en scoring bragte balance i regnskabet efter 11 minutter. Herning KFUM havde absolut muligheder i kampen efter en del unødige boldtab fra hjemmeholdet, men heldigvis havde Brande igen Mikael Lund i målet, der afværgede de forsøg indenfor rammen ved en god placeringsevne. Heldigvis lykkedes det Brande kort før pausen at bringe sig foran med 2-1 ved et hovedstød fra Kai Varisbøl efter et knivskarpt indlæg fra Ole Radoor. Dette blev også pausestillingen. En trods alt fortjent føring.

Anden halvleg startede ud med hjemmeholdet som klart dominerede, men stadig med lejlighedsvise chancer til Herning KFUM, når Brande satte bolden på spil med nogle risikable pasninger. Brande kom frem til en række kæmpe muligheder, bl.a. havde Søren Prøhl to kvalificerede afslutninger, som blev nappet af udeholdets målmand. Derfor fuldt fortjent, at hjemmeholdet i det 10. minut bragte sig foran med 3-1, da Henrik ”Skytte” Mortensen med et hårdt og velplaceret skud scorede. Forarbejdet var igen leveret af Ole Radoor efter en skarp aflevering. Det sidste punktum i kampen blev sat kort før tid, das Søren Prøhl på ny med hovedet, gjorde sig til dobbelt målscorer med scoring til 4-1. Igen-igen blev assisten leveret af Ole Radoor.

Dermed var status en fortjent og ikke for stor sejr til hjemmeholdet på 4-1, der dermed holder snuden i sporet i forhold til at løbe med førstepladsen i rækken. Bedste mand hos hjemmeholdet var den dobbelte målscorer Søren Prøhl, der med lidt mere skarphed og tur i sine afslutninger ville kunne have scoret 2-3 yderligere mål.

I sæsonens sidste kamp venter en svær modstander med Hammerum, der kommer på besøg. Den modsatte kamp i Hammerum endte uafgjort. Som nævnt skal, der en sejr til for at sikre førstepladsen foran Ikast, der har to kampe i hånden, men hvis Brande vinder sidste kamp, kun kan komme så tæt på end et point, hvis holdet vinder sine to sidste kampe.