Tandløse veteraner

Efter en friuge i forlængelse af landsmesterskaberne var Brande Oldboys’ +50-hold mandag en tur i Herning.
Modstanderen var Herning IK fra den nederste halvdel af rækken, og missionen var at konsolidere førstepladsen, hvilket på ingen måde lykkedes.
Vanen tro satte Brande sig på spillet fra start, og efter 9 minutter var Henrik Mortensen meget tæt på at gøre det til 0-1. Fem minutter senere blev han sendt i skammekrogen med et gult kort, og Brande havde ikke nået at omstille sig, inden hjemmeholdet minuttet senere bragte sig i spidsen på et skud, der blev rettet af i forsvaret og fuldstændig snød en prisgivet Ken Petersen i målet.
Inden Brande igen var blevet fuldtallige, røg en HIK-spiller til afkøling, men trods 3-4 minutter i overtal fik Brande ikke skabt nævneværdige chancer.
Straks fra 2. halvlegs start var Kai Varisbøl tæt på at udligne, men HIK-keeper Søren Elkjær fik reddet hans forsøg helt ude ved den ene stolpe.
Efter 7 minutter ramte Mogens Laugesen ydersiden af trekantsammenføjningen, men tættere på udligning kom gæsterne ikke. I den anden ende var HIK til gengæld flere gange tæt på 2-0, bl.a. skød den tidligere BIF-angriber Dan Thomsen forbi et tomt mål, en præstation han ikke var ene om.
Facit blev derfor en smal hjemmesejr til HIK på 1-0, men trods nederlaget fastholder Brande duksepladsen.
Kampens spiller blev Kenneth Lauridsen.