BOB +50 stadig nr. 1

Nulløsning i Ikast – stadig øverst i tabellen

Brandes tophold i +50 rækken havde en svær udekamp mod IFS 1. De to hold kender hinanden ud og ind, men det var første gang man skulle prøve kræfter i 7 mands bold, som er et noget andet spil. Det var Brande der lagde bedst ud med tålmodigt og boldbesiddende spil mod et noget afventende Ikast mandskab. Brande fik skabt nogle halve chancer, men i takt med, at halvlegen skred frem, vendte kampen med et hårdt pressende Ikast hold, der skabte flere rigtig store muligheder, som dog blev forhindret af en Brande fod i sidste øjeblik eller af en redning af en storspillende Ken Petersen i Brande buret. Pausestillingen blev 0-0, men ikke noget særligt retvisende resultat for en chancerig første halvleg. Kampbilledet fortsatte i anden halvleg med Ikast, som det hold, der var i teten. Dette resulterede i en række store muligheder, som dog ikke blev omsat til mål. Brande lurede mere på kontrachancer og var lejlighedsvis farlige foran Ikasts mål, men den sidste beslutsomhed manglede som regel i afslutningsøjeblikket. Tættest på var Brande, da holdets Stig Pilely få minutter før tid sendte bolden på den ene opstander med et venstrebensskud. Det var nok den generelle opfattelse, at det ikke havde været helt fortjent, hvis Brande var løbet af sted med de tre point. Facit var en underholdende og chancerig kamp, hvor den afgørende skarphed foran mål dog manglede. Og derfor et logisk 0-0 resultat. Brandes bedste blev med flere længder Ken Petersen, der havde sin store andel i, at Brande kunne ”bortføre” det ene point fra Ikast stadion.