Sæsonens første pointtab til Brande Oldboys +50

Brandes ubesejrede tophold i super veteranrækken skulle på udebane møde Sunds, der tidligere har været et hold, der har kunnet drille Brande. Dagens kamp skulle ikke blive anderledes. Brande valgte at starte kampen lidt mere afventede end ellers med henblik på at lokke modstanderen frem på banen. Det lykkedes dog ikke helt, da alligevel endte med, at det blev Sunds, der med nogle giftige kontraangreb truede Brandes defensiv. I den anden ende fik Brande også skabt adskillige chancer, der med større skarphed kunne have bragt holdet foran. Det blev i stedet Sunds, der bragte sig foran, da en spiller blev spillet fri i dybden og fra en relativ spids vinkel kunne passere en chanceløs Ken ”Mackenzie” Petersen i målet. Dermed blev kampen vendt lidt på hovedet med pausestilling 1-0 til hjemmeholdet. 

Det skulle dog blive endnu være for Brande efter pausen, da holdet i begyndelsen af halvlegen kom yderligere bagud, igen efter en klinisk udnyttelse af revner i Brandes defensiv. Derefter blev der for alvor blæst til angreb fra Brandes side med en mængde store chancer til følge. I flere situationer manglede som i første halvleg den afgørende skarphed. Det skulle dog alligevel lykkes at få et reduceringsmål, hvor Sunds for en sjælden gangs skyld blev fanget af ubalance i defensiven. Ole Radoor spillede en klog bold på tværs til Kim Tranholm, der med en first timer sendte bolden i mål i det lange hjørne. Der opstod dog en del dramatik omkring scoringen, da bolden ramte tværstangen på målet hjul. Da dommeren ikke i første omgang havde registreret scoringen og Sunds pludselig heller ikke selv mente bolden havde været i mål. Efter protester fra Brande konfronterede dommeren Sunds målmand, der på fair vis indrømmede, at bolden havde været over stregen. Reduceringsmålet gav for alvor Brande troen på, at slaget kunne vendes og det massive tryk resulterede i adskillige chancer, hvor bolden flere gange dansede rundt på målstregen hos Sunds. Det udlignende mål opstod efter godt opspil af Brande, hvor bolden endte hos Jens Studsgaard, der køligt bevarede overblikket og sendte bolden på tværs til Benny Vilsborg, der efter en god første berøring med et tørt spark sendte bolden op i det ene målhjørne, uden chance for Sunds’ målmand. 

Efter udligningen gik tempoet lidt af kampen, da Sunds var tilfredse med resultatet, ligesom Brande efter nede 2-0 også kunne leve med resultatet. Derfor skete der ikke alverden i den resterende del af kampen, der dermed endte uafgjort 2-2. Brandes bedste i kampen var Ole Radoor, der ydede en jætteindsats på Brandes midtbane.

Brande får i næste kamp besøg af Vildbjerg, der er nærmeste forfølger til Brande med tre point færre, dog med en kamp i hånden. Dermed er der lagt op til et spændende opgør, hvor vinderen kan bringe sig i en god position til at vinde turneringen, inden sæsonens sidste to kampe.