Ærgerligt nederlag til BOB’s +50 i vigtig udekamp i Sunds

Lad det være sagt med det samme, Brande leverede en fin præstation, men svigtede i den mest afgørende disciplin i fodbolden, nemlig at få bolden det sidste stykke over stregen. Det vil være for omfattende at opliste de muligheder, der ikke blev udnyttet på trods af i mange tilfælde, kvalificerede afslutninger. De spildte muligheder omfattede bl.a. 8 stolpeskud/skud på overliggeren samt et brændt straffespark på indersiden af stolpen. Derudover præsterede Sunds’ målmand en række feberredninger, medmindre end Sunds forsvarer blokerede afslutningen. Kampforløbet var at Sunds bragte sig foran efter ca. 10 på en halvforkølet afslutning, der oveni hatten blev rettet af, af en Sunds angriber, og derfor snød Brandes ellers arbejdsløse og halvfrysende målmand Ken Petersen. Brande fik udlignet ca. 5 min. senere ved Brandes bedste Sigurd Kristensen, der efter først at have sendt bolden på stolpen, fik en retur og bugserede bolden i kassen til en mere end fortjent udligning. Pausestillingen blev 1-1. Et resultat Brande fint kunne leve med. Trods dette fortsatte Brande de offensive takter med at producere chance efter chance, indtil holdet desværre blev fanget efter et boldtab lidt over midten, der endte i, at bolden igen lå bagved Ken Petersen i målet. Resten af kampen fortsatte stormløbet mod Sunds målet. Sjældent set, at der produceres så mange åbne og store chancer mod en modstander, der ellers stod meget dybt begravet i egen forsvarszone. Men det skulle vise sig for Sunds, at de lykkedes med deres taktik og snyltede en sejr og dermed tre vigtige point hjem. Brande slutter sæsonen med hjemmekamp den 7.10.19 mod Kølkær/Fasterholt, der i de foregående kampe har snuppet point fra flere af de øvrige tophold.

Med nederlaget til Sunds har Brande med stor sandsynlighed forspildt muligheden for at forsvare titlen, da der nu er fire hold på en delt førsteplads, dog med Ikast Oldboys, som det bedste hold i de samlede indbyrdes opgør. Bittert for Brande, men holdet har kun sig selv at takke for, at det gik, som det gjorde, hvor der i de seneste tre kampe i den grad, har manglet effektivitet og skarphed foran mål.