Ineffektive i Hammerum

Det var hjemmeholdet, der havde kampens første afslutning, allerede inden der var spillet et minut, men derefter satte Brande Old Boys’ +50-hold sig tungt på spillet i mandagens udekamp mod Hammerum. I det tredje minut headede Benny Vilsborg Martin Bjærres præcise indlæg til bageste stolpe over mål. Efter 20 minutter burde samme Martin Bjærre have gjort det til 0-1, da han elegant tog en stikning fra Sigurd Kristensen med sig, men han overplacerede sin afslutning, som røg en meters penge forbi mål. Hammerums eneste afslutning i resten af halvlegen var et frispark lige udenfor feltet, som blev sendt forbi Brandes mål.
Fra 2. halvlegs start vovede hjemmeholdet sig lidt længere frem på banen, hvilket gav mere plads til gæsterne, men afslutningerne savnede præcision. Efter 10 minutter kom så chancen: Brian Dahl Thomsen løb kontra og fandt Benny Vilsborg ved bageste stolpe. Han afsluttede første gang, men på mirakuløs vis fik Hammerum-keeperen blokeret skuddet til hjørnnespark.
Fem minutter før tid var værterne så helt misvisende ved at snuppe alle tre point, da de fik tilkendt et straffespark, men straffesparksskytten sendte det store tilbud forbi mål, og så endte opgøret som det startede: 0-0.
Bedst hos Brande, der trods pointtabet fastholder førstepladsen, var Kim Tranholm og Martin Bjærre.