BOB +50 viste styrkeforskel i lokalopgør

Da de to hold mødtes før sommerferien, endte opgøret uden mål, men i mandagens ”returkamp” i Uhre i +50-rækken mellem oldboysholdene fra Uhre og Brande var styrkeforholdet tippet i gæsternes favør. Martin Bjærre nåede både at ramme stolpen og overliggeren, inden han bragte Brande i spidsen i det 7. minut efter en perfekt medløbsaflevering fra Dan Helge Pedersen, og ti minutter senere sendte Sigurd Kristensen Brandes anden scoring i kassen, da han langt udefra placerede bolden helt oppe i det modsatte målhjørne.

2. halvleg var 3½ minut gammel, da Brian Dahl Thomsen helflugtede en dårlig Uhre-clearing i nettet til 3-0. Uhres første reelle chance kom efter 9 minutter, men Bjarne Jakobsen afsluttede i sidenettet, og minuttet senere gjorde kampens spiller, Sigurd Kristensen, det til 4-0 efter 1-2-spil med Brian Dahl Thomsen.

Det blev også 5-0 til gæsterne, da Kai Varisbøl med stort besvær fik bugseret en lang aflevering fra Sigurd Kristensen forbi Uhres målmand – lidt af et kludemål.

I kampens næstsidste minut lykkedes det så endelig for Uhre at slå kontra; efter et Brande-hjørnespark var Uhre pludselig fire mand mod en enlig Brande-forsvarer, og Lars Pedersen takkede for tilbuddet og hamrede reduceringen til 1-5 forbi en chanceløs og i store perioder arbejdsløs Ken Petersen i Brandes mål.